Trygt boligområde
Hvordan gør man ens boligområde trygt? Bliv klogere og få gode råd på denne side.
I kan gøre jeres boligområde mere trygt ved at sørge for god belysning, beskære vildtvoksende buskadser og fjerne andet, der skaber dunkle vinkler langs stier og veje.
I etageejendomme kan kontrol med adgangen til ejendommen, og dermed boligen, forhindre at uvedkommende kommer ind i opgangen, og dermed også forebygge indbrud.
I etageejendomme er dørtelefonen et vigtigt redskab, hvis I vil undgå, at uønskede personer får adgang til opgangen. En god dørtelefon kan hjælpe jer med kun at åbne døren for besøgende med et legitimt ærinde, og dermed bl.a. være med til at forhindre indbrud.
En dørtelefon kan være forsynet med et kamera, og kan også være koblet op på et elektronisk nøglesystem.
Ved rækkehuse kan det være en god investering med låger ved indgange til den fælles sti bag bebyggelsen. Så bliver det lettere at kontrollere, hvem der har adgang, og dermed gøre det mere besværligt for indbrudstyve at komme helt hen til bagsiden af husene.
I et etageboligområde kan tydelige afgrænsninger være med til at forebygge indbrud og uønsket trafik i området. Denne afgrænsning kan være en kombination af bygninger, beplantning og hegn. Hegn skal etableres, så de ikke skærmer for den naturlige overvågning, og så der ikke kommer gemmesteder.
Før I sætter noget op, er det vigtigt at undersøge, om der er lovkrav, lokalplaner eller andre regulativer, som handler om denne type sikring. Der er i bygningsreglementet eller brandplaner krav til flugtveje og redningsåbninger, som ikke kan tilsidesættes.
Vil I gerne gøre mere, kan I arrangere en tryghedsvandring i jeres boligområde. I kan samle en gruppe beboere, driftsfolk og ansatte fra kommunen eller politiet og gå en planlagt tur igennem boligområdet. Her kan I udpege særligt utrygge områder, som I eller kommunen kan forbedre.
På fællesområder i etagebebyggelser kan det være en fordel at supplere den naturlige overvågning med TV-overvågning. Det kan f.eks. være på steder, hvor de eksisterende bygninger skærmer for overblik. TV-overvågning kan signalere, at I også holder øje med steder, hvor der ikke er mange mennesker, der dagligt kommer forbi, og overvågningen kan i bedste fald bidrage til at øge trygheden3.
Vær opmærksom på, at TV-overvågning er reguleret af lovgivningen og skal godkendes hos politiet.
1:
Denne side bygger på følgende kilder:
Scherg, Rune Holst (2013). Kriminalpræventiv og utryghedsforebyggende miljø- og byplanlægning. København: Statens Byggeforskningsinstitut, Ålborg Universitet.
Tseloni, Andromachi, Rebecca Thompson og Nick Tilley. (2018). Reducing Burglary. Springer Nature Switzerland AG.
NIRAS (2014). 20 Tyve – en undersøgelse af indbrudstyves motiver og adfærd. Trygfonden og Det Kriminalpræventive Råd, København.
2:
Jf. teorien om Broken Windows og Situationel handling: Faktorer, der indvirker på kriminalitet - Det Kriminalpræventive råd
3:
Tykesson, M. Effects of CCTV on Fear of Crime: a Systematic Literature Review. Eur J Crim Policy Res (2025).