Til dig, der søger gode råd om

Partnervold

Vold i parforholdet kan være svært at få øje på, både for dem, der selv er i forholdet, og for dem omkring. Det foregår ofte i det skjulte og udvikler sig gradvist over tid. Mange forbinder vold med slag og skub, men det kan også være, hvis du fx bliver truet, overvåget, ydmyget og presset til sex, eller hvis din kæreste vil bestemme, hvem du sammen med.

Partnervold (1) kan komme til udtryk på mange måder, f.eks. som fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk eller digital vold. I nogle tilfælde kan der desuden være en kombination af flere typer af vold i spil (2). Der kan også være stor forskel på, hvor grov volden er, og hvor ofte den finder sted.

Mange, som lever i forhold med vold, er ikke klar over, at det er det, de oplever. Volden kan være svær at erkende, fordi den ofte nedbryder selvværdet og skaber tvivl om, hvad der er normalt i et parforhold3. Skyld og skam kan forstærke denne tvivl og gøre det endnu sværere at søge hjælp og bryde ud af relationen4.  

Vold kan have alvorlige konsekvenser – også i tilfælde, hvor handlingerne ikke nødvendigvis er ulovlige efter straffeloven. Hvis du oplever vold eller er bekymret for en pårørende, er det vigtigt at søge hjælp. Det kan være svært selv at bryde ud af voldelige relationer og mønstre, men der findes gode muligheder for støtte og rådgivning.  

Du kan læse mere om, hvad partnervold er og hvor mange, der bliver udsat for vold i nære relationer her 

Fem råd til at få hjælp

1. Tal med nogen, du har tillid til
Vold, herunder også stalking mv. kan være ødelæggende, uanset om den er fysisk eller psykisk. Det første skridt mod at bryde ud af et voldeligt forhold eller relation er at række ud og tale med nogen, du stoler på. Det kan hjælpe dig med at forstå og bearbejde situationen.

2. Kend tegnene på vold i nære relationer
Vold i parforholdet eller i andre nære relationer udvikler sig ofte gradvist og kan være svært at opdage og/eller erkende, når man er i det. Følelser som eksempelvis ikke være noget værd, utryghed, nedtrykthed, bekymring og/eller social isolation kan være indikatorer på, at man lever i en voldelig relation. Måske oplever du også, at du tilpasser dig din partners regler eller adfærd af frygt for, hvad der ellers kan ske. Vær opmærksom på disse følelser og søg hjælp, hvis du oplever dem eller andre lignende følelser.

3. Få hjælp, hvis du er udsat for eller udøver vold
Tal med en person, som du har tillid til, eller hvis det føles tryggere at tale med en fremmed, kan du kontakte professionelle rådgivere hos f.eks. Lev Uden Vold, Dialog Mod Vold eller Dansk Stalking Center. De kan tilbyde anonym støtte og vejledning hele døgnet.

Der findes også tilbud over hele landet, hvor du kan møde op og få rådgivning, psykologhjælp eller anden støtte. Der findes tilbud til både dig, der har været udsat for vold, har udsat andre for vold eller er pårørende.

Ring 1888 for anonym rådgivning eller find et tilbud nær dig

4. Overvej at politianmelde det
Vold kan være ulovligt, og du har ret til at anmelde det til politiet, hvis du har været udsat for vold i et forhold. Du kan kontakte politiet via 114, som kan guide dig i, hvordan du gør.

5. Gem dokumentation
Hvis du beslutter dig for at anmelde volden, stalkingen eller lignende, er det vigtigt at gemme alle truende eller ubehagelige beskeder som bevis. Skriv alle voldslignende episoder ned, så du kan beskrive din situation klart og gem beskeder, billeder, lydoptagelser, videoer og andet, der kan bruges som dokumentation. Du kan finde en vejledning til, hvordan du kan dokumentere volden hos Mødrehjælpen. Desuden har Dansk Stalking Center et skema og en app, som kan bruges til at dokumentere voldelige hændelser.

Typer af partnervold

Partnervold kan tage forskellige former. Volden kan udvikle sig gradvist over tid, og i nogle parforhold kan der være flere typer af vold i spil5.  

Psykisk vold kan defineres som gentagne verbale eller nonverbale handlinger, som f.eks. når en manipulerer, nedgør, krænker eller ydmyger en anden. Psykisk vold er den mest udbredte voldsform6. Læs mere om psykisk vold her

Fysisk vold kan defineres som en fysisk handling rettet mod at skræmme eller skade en anden. Det kan f.eks. være at blive skubbet, slået, sparket, kastet mod møbler, vægge eller ned ad trapper, kvalt, holdt fast eller angrebet med kniv, våben eller anden genstand7. Trusler om fysisk vold eller trusler på livet kan også være en form for vold, der kan skabe alvorlig frygt for eget eller andres helbred. 

Seksuel vold kan defineres som handlinger af seksuel karakter, som en person direkte eller indirekte tvinges eller manipuleres til at udføre. Det kan f.eks. være, hvis du bliver presset til seksuelle handlinger, som du ikke har lyst til, får delt intime billeder uden samtykke eller oplever uønskede seksuelle bemærkninger8.

Økonomisk vold kan defineres som, hvis du får taget retten til at styre din egen økonomi fra dig. Det kan være, hvis du bliver nægtet adgang til din egen konto, skal bede om ’lommepenge’ fra din kæreste eller bliver tvunget til at gældsætte dig9.  

Digital vold kan defineres som handlinger, der gennem brug af et digitalt medie eller teknologi, skader en anden person psykisk eller krænker den andens privatliv. Det kan f.eks. være, hvis en anden, uden samtykke, logger på din telefon eller brugerprofil, deler billeder, truer på digitalt medie eller overvåger og kontrollerer, hvem du taler og skriver med10.

Materiel vold kan defineres som handlinger rettet mod at ødelægge eller beskadige ens ejendele. Det kan f.eks. være, hvis din kæreste ødelægger en genstand, som er vigtig for dig, eller fratager dig muligheden for at få adgang til dine personlige ejendele11.

FAQ: Partnervold

Få svar på de typiske spørgsmål om partnervold. 

Der er en række faresignaler, du skal være opmærksom på i dit parforhold. Især hvis der begynder at udvikle sig et mønster, hvor din kæreste f.eks.: 

  • Er jaloux og kontakter dig konstant, når I ikke er sammen  
  • Vil bestemme, hvem du ses med, og hvad du har på  
  • Tjekker din mobil eller overvåger dig på sociale medier 
  • Nedgør, kritiserer eller ydmyger dig  
  • Ignorerer dig eller behandler dig som om, du er ligegyldig 
  • Truer med at sprede rygter om dig, skade dig, skade sig selv eller gå fra dig  
  • Presser dig til sex eller seksuelle berøringer, selvom du ikke har lyst.  

 Og hvis du selv: 

  • Overskrider dine egne grænser for at gøre din kæreste tilfreds 
  • Er bange for din kæreste og bekymret for, hvordan han/hun vil reagere 
  • Skammer dig og prøver at undskylde din kæreste 
  • Isolerer dig fra venner og familie, fordi det er lettere12.

Partnervold kan være forbundet med omfattende både fysiske, psykiske og sociale problemer.13 Den udsatte kan f.eks. komme til at leve i konstant frygt og stresstilstand, hvilket kan påvirke både ens fysiske og psykiske helbred14. 

Konsekvenserne er ikke ens for alle og afhænger blandt andet af, hvor alvorlige og hyppige overgrebene er.15 Det kan forværre konsekvenserne, at volden sker i en nær relation, hvor der er en forventning om tryghed og gensidig støtte16. 

Konsekvenserne kan bl.a. være:  

  • Angst  
  • Depression  
  • Søvnforstyrrelser  
  • Lavt selvværd 
  • Selvskadende adfærd  
  • Højt alkoholforbrug  
  • Selvmedicinering  
  • Spiseforstyrrelser  
  • PTSD.  

Du kan læse mere om konsekvenserne af at blive udsat for vold af en nær relation her

Mange, der lever i et voldeligt parforhold, oplever at blive isoleret fra familie, venner og netværk. Det gør, at man kan føle sig afhængig af den person, som udøver volden.  

I mange voldelige forhold kan der desuden være både gode og dårlige perioder. Man kan derfor godt opleve, at man – samtidig med at man gerne vil af volden – stadig elsker sin kæreste og gerne ville blive ved med at være sammen med ham eller hende. Hvis man har børn, kan det også være hensynet til dem, der gør det svært at gå fra partneren.  

Det er også meget almindeligt, at voldsudøveren viser fortrydelse og forsøger at rette op på det skete, hvilket kan give den voldsudsatte et håb om, at forholdet kan blive bedre17.

For nogle kan det være frygten for, hvad der vil ske, hvis man bryder ud, der holder en tilbage. Det kan f.eks. være frygten for konsekvenserne for sig selv, sine børn eller sin familie og venner, hvis man forlader sin partner.  

Vold mellem forældre har konsekvenser for børnene, uanset om de er til stede, mens volden sker18. Børn bemærker ofte mere, end voksne tror. De kan fornemme og aflæse stemninger, blikke, tonefald og kropssprog, og der er umiddelbart ikke forskel på, hvordan børn påvirkes, i forhold til om barnet selv udsættes for volden, eller om de overværer volden.  

Konsekvenserne af vold kan, også for børn, være mindst lige så alvorlige, som hvis de var udsat for vold19Børn, der oplever vold i hjemmet:  

  • Får stillet diagnosen PTSD dobbelt så ofte som børn, der lever i ikke-voldelige familier  
  • Har i gennemsnit mere skolefravær og klarer sig i gennemsnit dårligere end børn, der lever i ikke-voldelige familier  
  • Er i risiko for at gentage familiens voldelige mønster, når de selv bliver voksne.   

Når barnet ikke får talt om oplevelserne, er der risiko for, at volden opfattes som ’normal’. Et barns dømmekraft er endnu ikke fuldt udviklet, og barnet kan endnu lettere end en voksen opbygge en tro på, at det fortjener volden, og at det, der bliver sagt, er sandt. Det er derfor vigtigt, at barnet hjælpes til at indse, at det er volden, der er forkert – ikke barnet.   

Læs mere om, hvilke konsekvenser det kan have for børn at overvære vold

Vold i parforholdet kan være svært at opdage, og mange gange vil den, der er udsat, have svært ved at erkende, at det er det, der er på spil, eller forsøge at skjule eller bagatellisere det på grund af frygt eller skam.  

Du kan hjælpe ved at spørge ind til forholdet uden at virke fordømmende. Start f.eks. med at spørge åbent ind til, hvordan personen har det i hverdagen og i sit kæresteforhold. Spørg forsigtigt ind til det, som bekymrer dig, og lad personen fortælle.  

Giv udtryk for, at du gerne vil hjælpe og altid er der, når personen har brug for det.  

Fortæl også gerne dine bekendte, at der findes forskellige hjælpetilbud rundt om i landet, og at du gerne vil støtte personen i at opsøge den hjælp, der er brug for.  

Vær opmærksom på, at forandring tager tid, og at det kan kræve tålmodighed og vedholdenhed at hjælpe en, der lever med vold i parforholdet. 

Du kan finde flere råd til pårørende på Stoppartnervold.nu

Du kan få hjælp til at bryde mønsteret, hvis du begår vold mod din partner. Hos  Lev Uden Vold  kan du tale med en professionel rådgiver.  

Dialog mod Vold tilbyder behandling til mænd og kvinder, som vil lære at løse problemer og konflikter uden vold. Behandlingen er gratis. Ring på 3530 1717. 

Få hjælp

Du kan få gratis og anonym telefonrådgivning hos Lev Uden Volds professionelle rådgivere døgnet rundt, hvis du udsættes for vold eller kender nogen, der gør:  Ring til tlf. 1888.  

Du kan også få hjælp ved at henvende dig til et krisecenter eller et andet rådgivningstilbud. Se et digitalt kort over alle ambulante rådgivnings- og behandlingstilbud i landet hos Lev Uden Vold

Som pårørende kan du også søge råd og vejledning på Stoppartnervold.nu

Senest opdateret 07-09-2026

Kilder

1. 

Vold i nære relationer | social.dk

 

2.

Ottosen, Mai Heide & Østergaard, Stine Vernstrøm (2022): Partnervold i Danmark 2020. København: VIVE og Lev Uden Vold.

 

3. 

Social- og Boligstyrelse: Voldens normaliseringsproces og cyklus | social.dk; Lundgren, Eva (1991). Våldets normaliseringsprocess. Stockholm.  

4.

Vold i nære relationer | social.dk

 

5.  

Lev Uden Vold: Tegn på vold; Ottosen, Mai Heide & Østergaard, Stine Vernstrøm (2022): Partnervold i Danmark 2020. København: VIVE og Lev Uden Vold. 

 

6.

Social- og Boligstyrelsen: Psykisk vold | social.dk; Bekendtgørelse af straffeloven; Ottesen, Mai Heide & Østergaard, Stine Vernstrøm (2022): Partnervold i Danmark 2020. VIVE

 

7. 

Social- og Boligstyrelsen: Fysisk vold | social.dk, Lev Uden Vold; Fysisk vold

 

8.

Social- og Boligstyrelsen: Seksuel vold | social.dk

 

9. 

Social- og Boligstyrelsen Økonomisk vold | social.dk, Lev Uden Vold: Økonomisk vold 

 

10.

Social- og Boligstyrelsen: Digital vold | social.dk, Lev Uden Vold: Digital vold

 

11. 

Social- og Boligstyrelsen: Digital vold | social.dk, Lev Uden Vold: Digital vold

 

12. 

Lev Uden Vold: Tegn på vold og Lev Uden Vold: notat-om-den-nye-straffelovsbestemmelse-om-psykisk-vold.pdf

 

13.

Ottesen, Mai Heide & Østergaard, Stine Vernstrøm (2022): Partnervold i Danmark 2020. VIVE; WHO (2010). Preventing intimate partner and sexual violence against women: Taking action and generating evidence. Geneva: World Health Organization. Golding, J. M. (1999). Intimate partner violence as a risk factor for mental disorders: A meta-analysis. Journal of Family Violence, 14(2), 99–132.

 

14.  

Oldrup, Helene et al. (2018): Psykiske, fysiske og sociale konsekvenser af psykisk vold i parforhold - kortlægning af forskning. Lev Uden Vold (rapport_konsekvenser_af_psykisk_vold-web.pdf); Aner, Louise Glerup et al. (2024): Partnervoldens karakter En undersøgelse af forekomst, virkninger og afhængighedsforhold. Lev Uden Vold. (partnervoldens-karakter-final.pdf)

 

15. 

Aner, Louise Glerup et al. (2024): Partnervoldens karakter En undersøgelse af forekomst, virkninger og afhængighedsforhold. Lev Uden Vold. (partnervoldens-karakter-final.pdf)

 

16.

Oldrup, Helene et al. (2018): Psykiske, fysiske og sociale konsekvenser af psykisk vold i parforhold - kortlægning af forskning. Lev Uden Vold (rapport_konsekvenser_af_psykisk_vold-web.pdf); Campbell, JC ∙ Lewandowski, L 

Mental and physical health effects of intimate partner violence on women and childrenPsychiatr Clin North Am 

 

17.

Walker, Lenore E. A. (2016). The Battered Woman Syndrome. Springer Publishing Co. Inc. Social- og Boligstyrelsen Voldens normaliseringsproces og cyklus | social.dk

 

18.

SISO videnscenter | Social- og Boligstyrelsen; Campbell, JC ∙ Lewandowski, L Mental and physical health effects of intimate partner violence on women and children. Psychiatr Clin North Am 

 

19.

SISO videnscenter | Social- og Boligstyrelsen