Vold

Fakta om vold

Hvem og hvor mange udsættes for vold? Og hvordan er udviklingen? På denne side får du fakta og viden om vold i Danmark.

Vold

Fakta om vold

Hvem og hvor mange udsættes for vold? Og hvordan er udviklingen? På denne side får du fakta og viden om vold i Danmark.

Det estimeres, at 70.000-88.000 mennesker årligt udsættes for vold i Danmark. I perioden 1987-2024 er der foretaget 29 sammenlignelige voldsofferundersøgelser i Danmark. Undersøgelserne viser, at 1-3 pct. af befolkningen i alderen 16-79 år årligt oplever at blive udsat for vold (1). Vold er således et relativt sjældent fænomen.

Aktuelle tal

  • I 2024 estimeres det, at 77.000 danskere mellem 16-79 år har været udsat for fysisk vold inden for det seneste år.  
  • 61 pct. af ofrene angav, at de havde synlige mærker eller skader på kroppen efter episoden. 
  • 33 pct. af ofrene angav, at de blev konfronteret med to eller flere gerningspersoner. 
  • 34 pct. af ofrene oplevede, at voldsepisoden var meget alvorlig. 
  • 57 pct. af ofrene angav, at gerningspersonen var påvirket af alkohol og/eller stoffer 
  • Politiet modtog 13.603 anmeldelser af fysisk vold i 20242. 

Hvordan fordeler køn og alder sig?

Offerundersøgelsernviser, at mænd generelt har haft større risiko for at blive udsat for vold end kvinder. Siden 2022 er forskellen mellem mænd og kvinders voldsrisiko dog meget lille. 

Der er forskel på, hvor mænd og kvinder typisk udsættes for vold. Kvinder udsættes oftere for vold i hjemmet eller på deres arbejde- eller uddannelsessted, mens mænd typisk oplever at blive udsat for vold offentlige steder.  

Det er primært mænd, der begår vold – i mere end 8 ud af 10 tilfælde er gerningspersonen en mand. 

Unge under 25 år har størst risiko for at blive udsat for vold, og denne risiko daler, jo ældre man bliver. 

Figur: Andel i forskellige aldersgrupper, som har været udsat for vold det seneste år. 

Hvordan er voldens grovhed?

Voldens grovhed kan vurderes og måles på forskellige måder. I offerundersøgelsen i 2024 angiver 61 pct. af ofrene, at voldsepisoden har givet dem synlige mærker eller skader på kroppen. Derudover viser offerundersøgelsen, at:  

  • der i knap hvert sjette voldstilfælde er anvendt våben eller et redskab 
  • en tredjedel af voldsofrene har været konfronteret med to eller flere gerningspersoner 
  • 34 pct. af ofrene angiver, at voldsepisoden var meget alvorlig, 35 pct. angiver den som ret alvorlig og 31 pct. angiver den som ikke særlig alvorlig.  

Baseret på offerundersøgelserne er der ikke sket de store ændringer i voldens grovhed siden 1995. 

En anden måde at vurdere voldens grovhed er ved at se på skadestuebesøg, der skyldes vold. Set over en periode på knap 30 år, fra 1995-2024, har der generelt været en nedadgående tendens i antallet af voldsrelaterede skadestuekontakter3.

Tal fra skadestuerne viser også, at stump vold som f.eks. slag og skub er den hyppigste voldsform og udgør mere end 80 pct. af de registrerede voldsformer i 2024. Fra 2023-2024 er skarp vold som f.eks. knivstik dog steget. Det skyldes særligt, at unge mellem 15-35 år i højere grad registreres med skarpe voldskader. 

Hvornår sker volden? 

Selvom vold kan ske på alle tidspunkter af døgnet, er det generelt koncentreret omkring aften- og nattetimerne. 

  • Generelt viser offerundersøgelserne, at størstedelen af volden finder sted fredag og lørdag. I 2024 er det knap halvdelen af voldsepisoderne, der har fundet sted enten fredag eller lørdag. Den største andel af volden finder sted om aftenen. 
  • Skadestuerapporterne tegner et lignende billede, da flest kommer på skadestuen med en voldsskade natten til lørdag og natten til søndag4. 

Hvilke årsager ligger bag vold?

I offerundersøgelserne bliver voldsofrene bedt om at vurdere, hvad der var den væsentligste årsag til, at volden opstod: 

  • Knap en fjerdedel (23 pct.) af ofrene angiver i 2024, at ’gerningspersonen var psykisk syg eller ude af kontrol’ og i mere end halvdelen af disse tilfælde fandt volden sted på offerets uddannelses- eller arbejdssted. 
  • For 16 pct. var den væsentligste årsag til voldsepisoden ’uenighed eller skænderi, der udviklede sig. 
  • 9 pct. af voldsofrene angiver, at volden havde et racistisk motiv. 
  • 6 pct. angiver, at volden var motiveret af offerets religiøse overbevisning.   

Læs mere om forbrydelser motiveret af had her.

Hvad er sammenhængen mellem alkohol, stoffer og vold?

Ifølge offerundersøgelserne er der en stor andel af voldsepisoderne, hvor gerningspersonen, efter offerets vurdering, er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. 

  • I 2024 angiver 57 pct. af ofrene, at gerningspersonen var påvirket af alkohol og/eller euforiserende stoffer. 
  • 25 pct. af ofrene angiver, at de selv var påvirket af alkohol og/eller euforiserende stoffer, da de blev udsat for vold. 

Der er således gode grunde til at fokusere på rusmidler i voldsforebyggelsen. Læs mere om unge og rusmidler her.

Stigning i anmeldelser af vold 

Voldsanmeldelser til politiet er steget i de seneste år, både når det gælder vold mod privatpersoner og vold mod personer i offentlig tjeneste. Vold mod personer i offentlig tjeneste omfatter bl.a. politi, lærere, pædagoger, fængselsbetjente, socialrådgivere og plejepersonale.

Der kan være flere årsager til, at antallet af voldsanmeldelser er steget, selvom den samme tendens ikke ses i selvrapporteret vold i offerundersøgelserne eller i antallet af voldstilfælde, der behandles på skadestuer. Forskellige politiske tiltag og ændringer i praksis kan have indflydelse på antallet af voldstilfælde, der kommer til politiets kendskab. Nogle eksempler er: 

  • Overgrebspakken fra 2013 som skabte øget fokus på vold mod børn og unge i hjemmet, og som formentlig har betydning for en markant stigning i anmeldelser fra 2015 til 2016, hvor børn var ofre5
  • Ungdomskriminalitetsreformen fra 2018 som medførte, at ledere af sikrede institutioner som noget nyt blev pålagt at politianmelde alle tilfælde af personfarlig kriminalitet på institutionen6.  
  • Med hensyn til arbejdsrelateret vold kan en ændring i Erstatningsnævnets praksis i 2015 nævnes, hvor et skærpet krav om dokumentation for at undlade politianmeldelse (f.eks. af pædagogiske hensyn) ifm. erstatningssager førte til, at flere fagforbund begyndte at anbefale, at alle voldstilfælde på arbejdspladsen blev anmeldt til politiet7. 

Anmeldelsestilbøjeligheden spiller en afgørende rolle for, hvor meget vold som registreres hos politiet. Set i et længere tidsperspektiv – særligt fra midten af 1990erne til midt 00´erne  har der været en stigning i anmeldelsestilbøjeligheden for vold8. Denne stigning er siden stagneret med variationer år for år. I 2024 var det ca. 4 ud af 10 ofre, som selv anmeldte voldsepisoden til politiet, eller hvor politiet fik kendskab til den på anden vis. Tilbøjeligheden til at anmelde en voldsepisode hænger tæt sammen med opfattelsen af hændelsens alvorlighed.

Læs mere om at måle omfanget af kriminalitet, herunder vold.

Antal anmeldte voldsforbrydelser

Figur: Antal politianmeldelser vedrørende simpel vold mod privatperson, alvorlig/særlig alvorlig vold mod privatperson og vold mod personer i offentlig tjeneste9

Kilder

1:

Balvig, F. (2025): Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb i samfundet: Offerundersøgelserne 2005–2024. AFFORD Aps.

Størstedelen af siden baserer sig på denne kilde. Fremadrettet fremgår det derfor kun, når der inddrages øvrige kilder.

2: 

Omfatter straffelovens § 237 og §§ 244-246.

3 & 4:

Rambøll for Det Kriminalpræventive Råd (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. 

5: 

Kyvsgaard, B. (2017): Udviklingen af anmeldelser for vold og trusler. Justitsministeriets Forskningskontor.

6: 

Fuglsang, T. og Hansen, S. B. (2021): Screening og henvisning. En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet. Justitsministeriets Forskningskontor.

7:
Kyvsgaard, B. (2017): Udviklingen af anmeldelser for vold og trusler. Justitsministeriets Forskningskontor; Danmarks Statistik 2016: Nyt fra Danmarks Statistik

8:

Pedersen, A.-J. B., Kyvsgaard, B. & Balvig, F. (2014). Udsathed for vold og andre former for kriminalitet: Offerundersøgelserne 2005–2013 – med særligt afsnit om køn og vold. København: Københavns Universitet, Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd & Rigspolitiet.

9:

Danmarks Statistik 

Senest opdateret 08-09-2026

Læs mere

Rapport

Offerundersøgelse 2005-2024

Rapporten belyser danskernes udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb fra 2005-2024.

Rapport

Vold i Danmark

Rapporten undersøger voldsskader, der er behandlet på danske skadestuer fra 1995 til 2024. 

Rapport

Samfundsøkonomiske omkostninger ved vold

Rapporten afdækker de omkostninger, der er forbundet med vold.