Digital kriminalitet

Fakta om digital svindel

Antallet af ofre for digital svindel er stigende, og anmeldelser af digital svindel fylder tiltagende meget i politiets sager. Her finder du viden og fakta om forskellige former for online svindel.

Digital kriminalitet

Fakta om digital svindel

Antallet af ofre for digital svindel er stigende, og anmeldelser af digital svindel fylder tiltagende meget i politiets sager. Her finder du viden og fakta om forskellige former for online svindel.

Hvad er omfanget af digital svindel? 

Digital svindel har været stigende i Danmark siden 2022. Ifølge offerundersøgelserne angav knap 6 pct. af danskerne i alderen 16-79 år i 2024 at være udsat for digital svindel, svarende til omtrent 274.000 danskere. I 2022 angav 3,4 pct. af danskerne at være udsat for digital svindel, hvilket svarer til 189.000 danskere. 

Samme tendens gør sig gældende ved anmeldelsestallene for digital svindel. Her er der sket en kraftig stigning i antallet af anmeldelser, politiet har modtaget – fra 35.086 anmeldelser i 2023 til 39.824 anmeldelser i 2024. På trods af denne stigning, er der mange af sagerne, som ikke kommer til politiets kendskab, når man sammenligner anmeldelsestallene med andelen af danskere, der selv rapporterer at være udsat for digital svindel.

Antal ofre for digital svindel

Kilde: Offerundersøgelserne 2005- 2024

Tallene estimerer andelen af danskere, der har været udsat for digital svindel inden for det seneste år. Spørgsmålet om digital svindel indgår fra 2018 og frem i offerundersøgelserne.

Digital svindel mod privatpersoner 

Der findes forskellige former for digital svindel, som benytter forskellige metoder til at bedrage deres ofre1 2. Nedenfor ses og beskrives forskellige former for digital svindel, som danskerne har været udsat for i perioden 2019 til 2024.  

Procentandel af danskerne, som har oplevet at være udsat for IT-kriminalitet fordelt på kriminalitetstype. Kilde: Offerundersøgelserne 2018-2024

Svindelform

Kontaktbedrageri

Kontaktbedrageri dækker over de tilfælde af svindel, hvor en bedrager kontakter sit offer, enten via telefonopkald, mail, sociale medier eller lignende og på forskellig vis overtaler ofret til at overføre penge eller dele sine bankoplysninger, så svindleren kan hæve pengene. Bedraget kan bl.a. bestå i, at svindleren udgiver sig for at være en bank eller myndighed (banksvindel), en romantisk relation, som mangler penge (datingsvindel) eller en reklame for attraktive investeringsmuligheder gennem f.eks. annoncer på sociale medier (investeringssvindel). De kriminelle er kreative i deres tilgange og finder ofte på nye metoder til at få deres svindel til at virke overbevisende. I 2024 var der en stor stigning i antallet af anmeldelser af ‘bekendt i knibe’-svindel. Her udgiver svindleren sig for at være en nær relation – ofte et barn til ofret, som påstår at have mistet sin telefon og står i akut pengenød. 

I 2024 angav 0,8 pct. af befolkningen mellem 16 og 79 år, svarende til mellem 28.000 og 46.000 danskere, at have været udsat for kontaktbedrageri i løbet af det seneste år, hvilket er en lille stigning fra 20232. Det er samtidig den form for svindel, hvor ofrene angiver at have mistet de største pengebeløb.

Svindelform

Handel på nettet 

Den form for svindel, danskerne hyppigst er udsat for, sker ved online handel (også kaldt samhandel). 2,8 pct. af danskerne i alderen 16-79 angav at blive udsat for svindel ved samhandel i 2024, svarende til ca. 131.000 danskere. Det er en stigning fra 1,8 pct. i 20233. Politiet så ligeledes en stigning i antallet af anmeldelser af denne type svindel i 20244 

Svindel ved online handel betegner former for svindel, der knytter sig til køb eller salg af en vare. Det kan foregå på forskellige måder, men vil ofte finde sted f.eks. via online handler med private – eller gennem online markedspladser som f.eks. Facebook Marketplace eller via falske webshops (også kaldet pharming)4 5. Svindlen kan tage flere former: F.eks.  at man aldrig modtager den vare, man har købt, at varen er en kopi eller på anden vis ikke som på billederne, eller at man ikke modtager betaling for den vare, man har solgt. I de tilfælde, hvor svindlen foregår via falske webshops, kan en bestilling af varen også bruges som en metode til at få adgang til betalingskortsoplysninger.

Svindelform

Betalingskortsmisbrug 

Misbrug af betalingskortsoplysninger er, når et offers betalingsoplysninger er blevet brugt til at købe varer eller ydelser på nettet. Antallet af danskere, der har været udsat for betalingskortsmisbrug årligt, har været faldende fra 2019 til 2022. Det fald har formentlig haft en sammenhæng med indførelsen af to-faktor-godkendelse til betalinger på nettet i 2021. Siden da, er der dog igen sket en stigning i antallet af ofre for betalingskortsmisbrug – i 2024 angav 2,4 pct. at være ofre for betalingskortsmisbrug indenfor det seneste år, hvilket svarer til ca. 110.000 danskere. 

Svindelform

Misbrug af personoplysninger 

Identitetstyveri er, hvis en anden person har anvendt personoplysninger, f.eks. navn, CPR-nr., mailkonto, eller identitetsbeviser som kørekort eller sygesikringsbevis uden tilladelse for at opnå en økonomisk gevinst. Det kan f.eks. ske ved at oprette abonnementer eller lignende. Misbrug af person- og identitetsoplysninger dækker ikke misbrug af betalingskortoplysninger. 

Omtrent 0,7 pct. af danskerne i alderen 16-79 år angav i 2024 at blive udsat for misbrug af deres personoplysninger, svarende til mellem 26.000 og 40.000 danskere. Det er en stigning fra tidligere år, hvor andelen har ligget relativt stabil omkring 0,4 pct. Tallene er dog forbundet med en vis statistisk usikkerhed, da det drejer sig om relativt få personer. 

Hvem bliver offer for digital svindel? 

Alle kan blive offer for digital svindel. Overordnet set tegner der sig ikke et klart billede af, hvem der typisk bliver ofre. Der ses ingen markante forskelle i andelen af ofre på tværs af alder, køn eller uddannelsesniveau, når man kigger på et repræsentativt udsnit af danskerne6. Det kan muligvis hænge sammen med, at svindlerne bruger mange forskellige metoder, hvoraf flere ikke er målrettet specifikke grupper, men i stedet spredes bredt – f.eks. via falske SMS’er eller e-mails. Derimod kan der være forskel på de økonomiske tab. Offerundersøgelsen peger på, at de ældre i gennemsnit mister et større pengebeløb på digital svindel sammenlignet med yngre.

Kilder

1.

Styrelsen for Samfundssikkerhed 2026: Bliv klogere på digital svindel  

2.

NCIK årsrapport 2024

3. & 4.

F. Balvig for Justitsministeriet: Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb i samfundet. Offerundersøgelserne 2005-2024

5.

Styrelsen for Samfundssikkerhed: Gode råd når du shopper på nettet 

6.

F. Balvig for Justitsministeriet: Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb i samfundet. Offerundersøgelserne 2005-2024

Senest opdateret 04-09-2025

Læs mere

Læs mere

Gode råd mod digital svindel

Hvordan kan du undgå digital svindel? Få gode råd på denne side. Bliv også klogere på svindlernes metoder gennem bl.a. film.

Læs mere

Undgå at blive muldyr

Hvad er et muldyr, og hvordan kan du undgå at hjælpe med at hvidvaske penge for de kriminelle? 

Læs mere

Digital mobning

Hvad er digital mobning, og hvor mange udsættes for det?