Digital kriminalitet

Fakta om digital mobning

Hvor mange unge udsættes for digital mobning? Og hvad kan unge gøre, hvis de selv eller andre udsættes for digital mobning? Få viden på siden.

Unge henvender sig i høj grad til andre unge, når de oplever digital mobning. Derfor er det vigtigt, at de unge ved, hvad de skal gøre, når de selv eller andre bliver udsat for digital mobning.

Aktuelle tal

Unge, der er blevet mobbet og har mobbet andre

Skolebørnsundersøgelsen fra 2022 blandt 5.823 elever i 5. klasse, 7. klasse og 9. klasse spørger ind til de unges oplevelser indenfor de sidste par måneder. Undersøgelsen viser at:

Er blevet mobbet

  • 5 % af eleverne i 5. klasse er blevet mobbet på nettet mindst et par gange om måneden 
  • 5-6 % af eleverne i 7. klasse er blevet mobbet på nettet mindst et par gange om måneden 
  • 3 % af pigerne i 9. klasse og 6 % af drengene i 9. klasse er blevet mobbet på nettet mindst et par gange om måneden

Har mobbet andre

  • 1-3 % af eleverne i 5. klasse har mobbet andre på nettet mindst et par gange om måneden 
  • 2 % af pigerne i 7. klasse og 9 % af drengene i 7. klasse har mobbet andre på nettet mindst et par gange om måneden 
  • 1 % af pigerne i 9. klasse og 8 % af drengene i 9. klasse har mobbet andre på nettet mindst et par gange om måneden

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed: Skolebørnsundersøgelsen 2022

Aktuelle tal

Digital mobning

Digital mobning kan dække over mange forskellige ting og have forskellige alvorsgrader. I en undersøgelse fra 2024 har Red Barnet (i samarbejde med TrygFonden og Epinion) spurgt ind til, hvad børn og unge mellem 9 og 17 år har oplevet på nettet indenfor det sidste år1. Her fremgår det bl.a. at: 

  • 29 % har oplevet, at andre skriver eller taler grimt til dem på nettet
  • 21 % er blevet holdt udenfor på sociale medier eller i spil
  • 12 % har oplevet, at andre har spredt rygter om dem på nettet
  • 10 % er blevet mobbet med noget, der ligger på nettet om dem (fx billeder eller videoer)
  • 10 % har oplevet trusler eller afpresning online
  • 9 % har oplevet, at private eller intime billeder er blevet delt uden samtykke
  • 18 % har modtaget uønskede intime billeder

Hvad er sammenhængen mellem mobning og kriminalitet?

Der er en signifikant sammenhæng mellem mobning og det at begå kriminalitet. Undersøgelser viser, at mobning udgør en risikofaktor for senere kriminalitet. Det er derfor en vigtig kriminalitetsforebyggende indsats at begrænse mobning i skolen og på internettet.

Unge, som er udsat for digital mobning, oplever i højere grad end andre unge: 

  • Mistrivsel
  • Social eksklusion
  • Ensomhed
  • Lavt selvværd
  • Selvskadende adfærd 

Hvem udsættes for digital mobning?

Nogle unge er særligt udsatte i forhold til at blive mobbet på digitale medier. Det gælder for: 

  • Unge, som lever i familier med færre penge end de fleste andre familier
  • Unge, der er anbragt uden for hjemmet 

Der er en sammenhæng mellem at mobbe andre og selv blive mobbet1. En undersøgelse fra 2018 blandt 1.390 elever i 9.klasse viser, at 37 % af de unge, som er blevet mobbet online, selv har mobbet andre på digitale medier inden for det seneste år.

Ofre for offline mobning er generelt i større risiko for også at blive udsat for online mobning. Når man forebygger offline mobning, bør man derfor også være opmærksom på online-dimensionen af mobning.

Hvordan kan de unge hjælpe hinanden?

Størstedelen af de unge, der selv har oplevet digital mobning, eller som har set andre blive udsat for digital mobning, handler på det – primært ved at tale med en ven eller med den person, den digitale mobning er gået ud over.  

Tal fra en undersøgelse DKR har fået lavet i 20232, viser fx, at omkring 1 ud af 5 unge taler med deres venner om det, hvis de oplever andre bliver drillet eller nedgjort online. Samtidig er det omkring 1 ud af 8 siger det til en forælder. 

Det er derfor afgørende, at d, hvor de selv eller andre er blevet udsat for digital mobning. 

Det er vigtigt, at de unge:  

  • lærer, at digital mobning er forkert. 
  • ved, hvad de skal gøre, når de oplever digital mobning.  

Flere studier peger på, at de unge, som er vidner til mobning eller kriminalitet på nettet (såkaldte bystanders), potentielt kan have en vigtig rolle i forhold til at gribe ind og forebygge3.  

Bystanders er personer, som ikke direkte er involveret i den digitale mobning, men som i kraft af deres online tilstedeværelse kan vælge at gribe ind. Der er forskellige barrierer, der gør, at bystanders ikke altid handler. Overordnet handler det ofte om, at de mangler information og har svært ved at vurdere situationens alvor.  

DKR har i 2023 undersøgt børn og unges bystanderadfærd. Heldigvis er mange børn og unge gode til at gribe ind, når de er vidner til digital mobning. Men 25 % svarer, at de ikke gjorde noget sidst, de så andre blive mobbet på nettet. Spørger man ind til, hvad årsagen var til, at de ikke handlede, svarer de, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre (36 %) eller ikke følte, at de kunne gøre en forskel (23 %).  

Resultaterne peger dog også på, at de unge rent faktisk kender til mange forskellige handlemuligheder, men at de i situationen har svært ved at finde en god måde at handle på. Det skyldes, at konsekvenserne ved at gribe ind kan virke store. De unge frygter at stå udenfor fællesskabet, hvis de siger fra eller måske ende med selv at blive offer for mobningen.  

Det understreger, hvor vigtig digital og social dannelse er for at etablere en sund onlinekultur, hvor det er naturligt at gribe ind, når andre bliver udsat på nettet.  

De unge skal hjælpes til at finde en måde at handle på, som de selv er komfortable med. Det kan fx være at gå flere sammen om at gribe ind eller at kunne handle anonymt.  

Desuden skal forældre blive bedre til at lytte og anerkende den svære situation, de unge står i som vidner til online mobning. På den måde kan man sikre, at de unge tør at gå til en voksen uden at være bange for, at de eskalerer konflikten.  

Du kan læse hele rapporten her

Hvad kan voksne gøre?

Forskningen peger på, at forældre og lærere udgør en væsentlig beskyttende faktor i forebyggelsen af digital mobning. Indsatser mod digital mobning bør derfor fokusere på at få forældre og lærere til at støtte og engagere sig i de unges brug af digitale medier4.

Derudover fokuserer flere videnskabelige undersøgelser på, at bystanders (tilskuere til kriminalitet) potentielt kan have en vigtig rolle i forhold til at gribe ind. Bystanders er personer, som ikke direkte er involveret i den digitale mobning, men som i kraft af deres online tilstedeværelse kan vælge at gribe ind. Ofte handler bystanders ikke, fordi de mangler information og har problemer med at vurdere situationens alvor. Interventionsindsatser kan derfor have fokus på at få bystanders til at identificere, hvornår de er vidner til digital mobning5

Kilder

1.

 Continuity and Overlap of Roles in Victims and Aggressors of Bullying and Cyberbullying in Adolescence: A Systematic Review - PMC

2.

 Når unge overværer digitale krænkelser - Det Kriminalpræventive råd

3.

Demant, J., Elmose Jørgensen, K., & Harder, S. K. (2018). Unges kriminelle adfærd på nettet. Det Kriminalpræventive Råd: https://dkr.dk/media/7121/unges-kriminelle-adfaerd-pa-nettet_ny.pdf

4.

Polanin, J.R., Espelage, D.L., Grotpeter, J.K. et al. A Systematic Review and Meta-analysis of Interventions to Decrease Cyberbullying Perpetration and Victimization. Prev Sci 23, 439–454 (2022). https://doi.org/10.1007/s11121-021-01259-y

5.

 Cyberbullying Among Adolescents and Children: A Comprehensive Review of the Global Situation, Risk Factors, and Preventive Measures - PMC 

Statens Institut for Folkesundhed, 2012: Skolebørnsundersøgelsen 

Red Barnet 2021:
 Børn og unges oplevelser med digitale krænkelser 

Børnerådet 2017: Børneindblik 4/17

Børnerådet 2015: Børneindblik 2/15

DKR, 2018: Unges kriminelle adfærd på nettet

SFI, 2011: Tidlig identifikation af kriminalitetstruede børn og unge

Børn, unge, forældre og fagfolk kan hente flere gode råd mod digital mobning på:

 

Senest opdateret 18-07-2026

Læs mere

Rapport

Når unge overværer digitale krænkelser

En undersøgelse af børn og unges handlinger, når de er vidner til online mobning og ulovlig billeddeling. 

Rapport

Unges kriminelle adfærd på nettet

Rapporten undersøger unges kriminalitet på nettet, bl.a. hvordan den udføres, og hvad der driver de unge til at gøre det.

Læs mere

Børns digitale liv

Find undervisningsmateriale, der klæder elever på til at færdes trygt og sikkert online.