Kommende publikationer fra DKR

Hvilke undersøgelser er på vej fra DKR? Bliv klogere på denne side.

Undersøgelse af forebyggende samtaler 

Undersøgelsen dykker ned i omfanget, organiseringen og brugen af samtaler til forebyggelse af kriminalitet blandt børn og unge. Undersøgelsen bygger både på forskningslitteratur og erfaringer fra praksis indsamlet gennem en kvantitativ kortlægning og interviews med fagpersoner, der udfører samtalerne i praksis. På den baggrund vil der udvikles vidensbaserede og praksisrettede anbefalinger, der kan kvalificere brugen af samtalerne i praksis. Undersøgelsen forventes lanceret i starten af 2027. 

Undersøgelse af kriminelle netværks udførelse af digital svindel 

Undersøgelse af, hvordan kriminelle netværk organiserer og udfører online svindel – baseret på danske straffesager og med inspiration fra netværksanalyse og crime script-tilgangen. Undersøgelsen forventes færdig i 2027 

Undersøgelse af flergangsofre for digital svindel 

Undersøgelsen baseres på data fra offerundersøgelsen 2020-2024. Den vil undersøge, om der er fællestræk eller særlige karakteristika ved den svindel eller de personer, som gentagne gange udsættes for svindel, samt om der er potentiale for at målrette forebyggelsen af digital svindel mod disse særligt udsatte borgere. Undersøgelsen forventes lanceres i 2. halvår af 2027. 

Undersøgelse af ulovlig knivbesiddelse blandt børn og unge 

Undersøgelsen forventes på baggrund af politiregistreret data at identificere karakteristika ved børn og unge, der ulovligt besidder kniv, samt omstændighederne, herunder situationen og typen af kniv. Derudover forventes relevante fagpersoner at blive inddraget til at udvikle og kvalificere forebyggelsestiltag. Undersøgelsen forventes lanceret ultimo 2027.  

Herefter er planen, at der skal udvikles formidlings- og dialogmateriale til fagpersoner med relevant kontakt til børne- og ungemålgruppen med henblik på at understøtte forebyggelsen af ulovlig knivbesiddelse blandt børn og unge.