Rapporten undersøger en række centrale forhold om personer, der sigtes for indbrud i private hjem og/eller hæleri. Gennem registeranalyser og netværkskortlægning skaber rapporten et billede af gerningspersonernes sociale og kriminelle profil, udviklingen af den over tid samt deres indbyrdes forbindelser.
Udvalgte resultater fra rapporten:
- Flertallet af indbrudstyve i Danmark har dansk oprindelse (72 %)
- Indbrud begås i stigende grad af omrejsende kriminelle, især fra Rumænien og Litauen – deres andel er steget fra 6 % til 25 % siden 2008.
- Netværk spiller en stor rolle: 68 % af indbrudstyve indgår i kriminelle netværk – nogle med over 10.000 forbindelser.
- Den herboende indbrudstyv er ældre, lever ofte alene, står uden for arbejdsmarkedet og har ofte haft misbrugserfaring.
- Andelen af kvindelige indbrudstyve er fordoblet siden 2018.
- Hver tredje sigtede hæler er under 25 år, mens indbrudstyvene er blevet ældre. Gennemsnitsalder steg fra 25 år i 2008 til 33 år i 2022.
- Mange falder tilbage til kriminalitet: 70-80 pct. af dem, der blev dømt for indbrud, begik nye lovovertrædelser inden for de første to år efter løsladelse eller domsfældelse. For hælere var det 40-50 pct., der faldt tilbage til kriminalitet.

