Vold

Fakta om vold på arbejdspladsen

Hvem og hvor mange udsættes for vold på arbejdet? Her på siden finder du fakta og viden om vold på arbejdspladsen.

Vold

Fakta om vold på arbejdspladsen

Hvem og hvor mange udsættes for vold på arbejdet? Her på siden finder du fakta og viden om vold på arbejdspladsen.

Arbejdsrelateret vold udgør en stigende andel af de samlede voldshændelser, der registreres på skadestuerne.

Volden opstår typisk i erhverv, hvor de ansatte skal drage omsorg for eller hjælpe borgere, der udøver vold. Arbejdsrelateret vold kan tage mange former og kan ske både i og uden for arbejdstiden.1

Voldens omfang – tal fra 2024 

  • Der blev i 2024 registeret 1.244 arbejdsrelaterede voldsskader på landets skadestuer. Det er det højeste antal ift. de foregående fire år.2 
  • 47% af de registrerede arbejdsrelaterede voldsskader sker i social- og sundhedssektoren.3 
  • Personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse har flest registrerede voldsskader.4 
  • 11% af mændenes registrerede voldsskader er sket i forbindelse med erhvervsarbejde. Det samme gør sig gældende for 20% af kvindernes voldsskader.5 
  • I offerundersøgelsen oplyser 14% af ofrene for fysisk vold, at de blev udsat for volden på deres arbejds- eller uddannelsessted.6 

Det er overvejende offentligt ansatte, der udsættes for vold og trusler i forbindelse med arbejdet. I 2024 modtog politiet 7.099 anmeldelser af vold og lignende mod offentlig myndighed, hvoraf de 4.237 førte til en sigtelse.7 

Hvad er arbejdsrelateret vold?

Vold på arbejdspladsen dækker over situationer, hvor borgere udsætter medarbejdere for vold og trusler. Volden er ofte et udtryk for, at borgerne føler sig misforståede eller oplever manglende omsorg eller respekt. Borgerne lader typisk deres frustration og aggression gå ud over de personer, som forvalter den funktion, de reagerer imod.

Arbejdsrelateret vold kan være fysisk i form af slag, spark, skub mv., men kan også være trusler om vold eller chikane.8 

Hvilke faggrupper er mest udsatte? 

Betragtes de arbejdsrelaterede voldsskader, som registreres på landets skadestuer, er ansatte inden for sundhedsvæsenet og sociale institutioner særligt udsatte for arbejdsrelateret vold.9
Her er der ofte tale om erhverv, hvor de ansatte skal drage omsorg for eller hjælpe de borgere, der udøver volden.

Arbejdstilsynet oplister desuden følgende arbejdsopgaver, som kan øge risikoen for, at borgere, patienter eller kunder reagerer med vold:10 

  • Tage beslutninger, der kan have vidtgående konsekvenser for borgernes, kundernes eller deres pårørendes liv. 
  • Sætte grænser eller stille krav. 
  • Overvåge eller kontrollere. 
  • Behandle eller pleje inden for borgerens intimsfære (f.eks. fysisk håndtering eller vask). 
  • Administrere eftertragtede værdier, f.eks. penge, medicin, dyre eller let omsættelige varer. 

Arbejdsrelaterede voldsskader fordelt på branche

Figur vedr. arbejdsrelaterede voldsskader fordelt på branche sammenlignet med andel af beskæftigede per branche.11

Hvad er ofrenes køn, alder og uddannelse?

Kvinder er mere udsatte for vold på arbejdspladsen end mænd. Det kan skyldes, at arbejdsmarkedet er relativt kønsopdelt. De brancher, hvor udsatheden for vold, er særligt stor (f.eks. sociale institutioner) har en overvægt af kvindelige medarbejdere.12 

Størstedelen af de arbejdsrelaterede voldsskader forekommer blandt personer med en erhvervsuddannelse eller en kort/mellemlang videregående uddannelse. Det hænger sammen med, at risikoen for arbejdsrelateret vold er størst inden for social- og sundhedssektoren, hvor medarbejdere med erhvervsuddannelse eller kort/mellemlang videregående uddannelse er dominerende.13 

Hvad er konsekvenserne af arbejdsrelateret vold?

Vold og trusler kan have store konsekvenser for medarbejderens trivsel og helbred. Volden kan resultere i både fysiske og psykiske reaktioner og øger risikoen for, at medarbejdere ender i lange sygemeldinger. Vold og trusler på arbejdet er også forbundet med en øget risiko for at få diabetes, hjertekarsygdomme og depression.14 

Hvordan kan man forebygge vold på arbejdspladsen?

På arbejdspladser, hvor der kan forekomme vold, er det vigtigt at forebyggelse og håndtering af vold, betragtes som en fælles opgave. Branchefællesskabernes Arbejdsmiljø anbefaler, at arbejdspladser udvikler retningslinjer for forebyggelse af vold. Det gør bl.a. forebyggelse til et fælles ansvar, og gør arbejdspladsen bedre rustet, hvis volden opstår.  

ArbejdstilsynetHK og FOA er nogle af de steder, man kan finde vejledninger og inspiration til forebyggelse af arbejdsrelateret vold. 

Kilder

1. Arbejdstilsynets hjemmeside: Vær klædt på, når I arbejder med mennesker, som kan reagere voldsomt | Arbejdstilsynet

2. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd. 

3. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd. 

4. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd. 

5. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd. 

6. AFFORD 2025: Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb i samfundet: Offerundersøgelserne 2005–2024. Justitsministeriet. 

7. Danmarks Statistik, STRAF20 

8. Arbejdstilsynets hjemmeside: Vær klædt på, når I arbejder med mennesker, som kan reagere voldsomt | Arbejdstilsynet

9. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd. 

10. Arbejdstilsynets hjemmeside: Vær klædt på, når I arbejder med mennesker, som kan reagere voldsomt | Arbejdstilsynet

11. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd. 

12. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd.  

13. Rambøll (2025): Vold i Danmark 2024. Belyst ved tal fra skadestuerne. Det Kriminalpræventive Råd.  

14. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø: Vold og trusler på arbejdet 

Senest opdateret 16-09-2026